Hallens historie

Slagelse Tennisklub - Historien om hallen

Starten

Indtil 1990 var tennis med ganske få undtagelser en sommersport i Slagelse. Undtagelserne var UV-hallen over for Frederikshøj, hvor tennisklubbens medlemmer havde mulighed for at leje nogle ganske få banetimer om ugen – på ubekvemme tider – og Slagelsehallen, hvis trægulv var streget op til et hav af forskellige sportsgrene, så alle regnbuens farver flimrede for øjnene. Også her var der rift om timerne blandt byens sportsklubber, og tennisklubben havde ikke mange timer at gøre godt med.

Det er derfor ikke så underligt, tennisklubbens medlemmer i årevis havde drømt om at have deres helt egen hal, kun til tennis, og havde snakket om det i det uendelige. Der var aldrig nogen der rigtig for alvor troede på at drømmen kunne realiseres. Men efter generalforsamlingen i marts 1989 skete der noget.

Den nytiltrådte bestyrelse med formand Bertel Erichsen i spidsen besluttede, at nu skulle snak erstattes af handling. For at sikre sig, at ønsket om en hal var reelt og seriøst, indkaldte bestyrelsen til et medlemsmøde, som blev afholdt på biblioteket kort efter generalforsamlingen. Mødet blev både langvarigt og til tider stormfuldt, der var mange forskellige holdninger, men alle fik lejlighed til at ytre både begejstring og betænkelighed, og det sluttede med at bestyrelsen fik mandat til at arbejde for opførelse af en hal med fire tennisbaner. Det hørte med til beslutningen, at etablering af hal maximalt måtte koste 11 mio. Beløbet skulle omfatte byggeri af hal samt den lange række af nødvendige følgeudgifter. Det indgik i de økonomiske overvejelser, at projektet var forsvarligt i en fremtidig drift, fordi det ikke forekom ganske urealistisk, at klubbens medlemstal kunne vokse til cirka 11-1200. Denne vurdering byggede på tennissportens generelle udvikling og på mange samtaler med sammenlignelige tennisklubber, blandt andre Farum. Mødet sluttede med at der blev nedsat et haludvalg.

Sommeren gik med alle mulige overvejelser og forberedelser, men et afgørende møde blev holdt med borgmester Steen Bach Nielsen på hans kontor den 29. september 1989. Her blev det afklaret hvordan man kunne frigive det kommunale areal til hallen, og aftaler om ejerforhold og økonomi blev specificeret, så borgmesteren kunne forelægge sagen for byrådet til beslutning. Og på byrådsmødet den 24. oktober 1989 godkendte byrådet at udleje arealet til Slagelse Tennisklub for 0 kr. om året i 40 år, og så kunne det konkrete arbejde gå i gang.

Det endelige startskud blev affyret på en ekstraordinær generalforsamling den 22. februar 1990, hvor medlemmerne stemte ja til haludvalgets forslag, som i hovedtræk gik ud på, at den samlede pris ikke måtte overstige 11 mio, at byggeriet ikke måtte sættes i gang før finansieringen var på plads og at banerne i hallen det første år skulle udlejes til en timepris på kr. 100 / kr. 60 for henholdsvis A- og B-timer.

Byggeudvalget

Den dag var der vistnok ingen der havde forestillet sig, hvilken kæmpe opgave der herefter var lagt på de 7 medlemmer af klubben, der blev valgt til at udgøre byggeudvalget:


Formand, revisor Bertel Erichsen
Kasserer, bankdirektør Karsten Gammelgaard
Bestyrelsesmedlem, bankdirektør Niels Johansen
Bestyrelsesmedlem, isenkræmmer Fritz Ulrich
Elinstallatør, Claus Nielsen
Advokat, Søren Larsen
Murermester, Ole Kristoffersen


Når det her er nævnt, hvad de syv medlemmer af byggeudvalget beskæftigede sig med, når de ikke spillede tennis, er det for at vise hvor klogt udvalget var sammensat. Der var en bred dækning af faglig viden om de konkrete spørgsmål og problemer en stor byggesag kunne løbe ind i. Alle syv fik del i de mange udfordringer der viste sig undervejs, men der er ingen tvivl om, at det tunge, daglige læs blev trukket af Bertel Erichsen og Ole Kristoffersen.

Licitationen

Tennisklubben ansatte firmaet N & R CONSULT A/S til byggestyring og administration, og den første store opgave blev at udarbejde et udbudsmateriale til prækvalifikation. Rundt regnet 30 firmaer tilbød sig i prækvalifikationen, og fire blev godkendt til næste runde. Af de fire var to lokale firmaer og to udenbys. De lokale var Jørgen Calmar A/S og Holm Sørensen A/S, de udenbys var Valhall Danmark i Virum og M-TOP Entreprise-Odense a/s. Tennisklubben havde meget ønsket at et lokalt firma kunne få opgaven, men gennemgangen af de afgivne tilbud viste i en anden retning.

I sin vurdering af de fire afgivne tilbud skrev N & R CONSULT A/S:
”Ved sammenligning af konstruktioner og materialer, jfr. vedlagte oversigt, er der ikke væsentlige

forskelle, der umiddelbart kan være årsag til prisforskellen mellem Top Entreprise og de 3 øvrige bydende.
Visse områder kan fremhæves, f.eks. har Holm Sørensen en bedre vinduesdækning både i omfang og placering. Jørgen Calmar’s udformning af klubfaciliteterne, set fra hallen, er mere harmonisk, og for Valhall’s vedkommende kan fremhæves udformning af udvendige balkoner og gavle.

Det vurderes dog ikke muligt at opnå besparelser i et omfang, som uden at gribe ind i hallens funktion, kan gøre nogle af disse 3 tilbud konkurrencedygtige med Top Entreprise.”
At tennisklubben allerede her i 1990 var miljøbevidst viser en anden lille bemærkning i konsulentfirmaets gennemgang af de afgivne tilbud, hvor de skriver: ”Anvendelse af solenergi, jfr. vort notat af 20.3.90, foreslås ligeledes ladet ude af betragtning, da det umiddelbart ikke ser ud til at medføre en økonomisk fordel.” Akja, økonomien vandt over økologien, men tanken var dog tænkt.

Byggeriet

M-TOP’s tilbud lød på 8.522.364,90 kr. incl. moms og var det eneste der holdt udbudsprisen. Aftalen omfattede byggeri af 3417 m2 etageareal tennishal og 62 m2 mellembygning til eksisterende hidtidige klubhus. Kontrakten blev underskrevet fredag den 6. april 1990.

En foreløbig ugeplan for arbejdet blev derefter udarbejdet, og ifølge den skulle arbejdet starte med myndighedsbehandling i uge 17 og 18 i 1990, altså den sidste uge af april og første uge af maj, og den færdige hal skulle afleveres den 16. oktober, med en ganske lille elastik til 19. oktober, som var fredag i skolernes efterårsferie. Tidsplanen holdt næsten: aflevering af hallen blev foretaget onsdag den 24. oktober. Allerede den 21. juni klokken 16.30 blev der holdt rejsegilde.

Man må sige, at myndighedsbehandlingen var hurtig og effektiv. Ansøgning om byggetilladelse blev afsendt den 11. april, og tilladelsen blev givet 1. maj. På forventet efterbevilling blev der ved en lille festlighed taget første spadestik lørdag den 28. april, samme dag som klubben markerede udendørssæsonens start med den traditionelle hyggelige åbningsturnering. Og allerede den 2. maj blev det første byggemøde afholdt. Herefter var der fast byggemøde hver 14. dag indtil byggeriet var afsluttet, afleveringen foretaget og konstaterede små og store fejl og mangler var bragt i orden. I alle byggemøderne deltog Bertel Erichsen og Ole Kristoffersen fra tennisklubben, Mogens Top fra byggefirmaet og Steffen Erichsen fra N & R Consult. Desuden førte Ole Kristoffersen dagligt tilsyn på byggepladsen og fik afklaret små og store spørgsmål på stedet.

Gulvet

Gulvbelægningen er jo altid det store spørgsmål i en tennishal. Byggeudvalget drog på studiebesøg hos andre tennisklubber for at drage nytte af andres erfaringer, blandt andet igen Farum og Hedehusene Tennisklub. Det endte med, at vores hal blev født med et smukt blåt tæppe, som var drysset med et tyndt lag gummigranulat, der skulle gøre det muligt at glide som på en grusbane. Det viste sig hurtigt at granulatet var en dum ide. Det var nødvendigt at feje banerne efter brug, men det samlede sig alligevel i små usynlige driver, som boldene elskede at hoppe skævt i. Værre var det dog at spillerne gled adskilligt mere end på en grusbane, og når man faldt fik man solide brandsår på arme og ben. Så granulatet blev fjernet, og der blev spillet på tæppet som det var, og det gik fint, både hvad boldens fart og opspring angik. Men tæppet blev slidt, især ved baglinjen, og det blev lappe-repareret, og til sidst kunne det ikke mere. Det blev fjernet engang i nullerne, og med stor sponsorstøtte af Harboe erstattet af det underlag der ligger i hallen i dag, stadig smukt blåt, ikke længere et tæppe, men et smidigt og elastisk underlag, magen til underlaget for store turneringer i ind- og udland, og særdeles behageligt at spille på.

Farverne

Den blå gulvbelægning fik stor betydning for hallens samlede udtryk, da den stod færdig. Byggeudvalget ville gerne bruge professionelle folk til farvesætningen i det samlede nybyggeri, og spurgte sig for. Svarene fra de professionelle lød på svimlende priser. Så foreslog Ole Kristoffersen, at man skulle spørge den lokale og anerkendte kunstner Gerner Kajberg om han ville sætte farver i hallen. Han accepterede opgaven for en symbolsk betaling, men betingede sig, at Ole Kristoffersen førte tilsyn med arbejdet. Den betingelse var nem at honorere – Ole kom jo i forvejen dagligt på byggepladsen. Det fine resultat kan ses i dag. Kajberg valgte at tage udgangspunkt i gulvet og derefter anvende 25 forskellige blå nuancer på felterne mellem spærene, på spærene og i de tilstødende områder. Man lægger i grunden ikke særligt mærke til de forskellige nuancer, men når

man opholder sig i hallen, oplever man bare, at her er pænt og rart at være. Hvilket nok er den største ros man kan give kunstneren for arbejdet.

Lyset

Et andet stort spørgsmål i en sportshal er belysningen. Og her løb hallen ind i store problemer. Lamperne over tennisbanerne blev sat op efter alle kunstens regler, der blev foretaget målinger af lysstyrke og god spredning af lyset. Der blev lavet beregninger af lysets levetid og foretaget vurderinger af belastning ved hyppig tænd og sluk. Og så skete der alligevel det uforklarlige, at ret mange af rørene i lamperne slukkedes allerede kort tid efter at hallen var taget i brug. Hver enkelt lampe var – og er – forsynet med to rør: et kviksølvrør og et natriumrør. De to rør udsender henholdsvis et hvidt og et gyldent lys, som tilsammen giver et lys i en behagelig farve, samtidig med at det giver tilstrækkeligt lys til tennisspillet. Men der skete altså det, at rørene gik ud, det ene efter det andet, og ingen kunne rigtig forklare hvorfor.

Den 24. januar 1991 blev otte rør udskiftet: to natriumrør og seks kviksølvrør. Men der blev arbejdet hårdt på at finde årsagen til hele miseren, og man fandt frem til, at en mulig forklaring skulle findes i det elektriske system. M-TOP forklarede, at koblingen mellem el-tavle og lyskilder sker over nogle relæer, som har o-ledning indbygget. Det burde være godt nok, men nu blev der for en sikkerheds skyld samme dag etableret en o-sløjfe omkring relæerne, som skulle modvirke svigt her. De udbrændte rør blev sendt til leverandøren Sylvania til vurdering, og sagen endte med at 40 kviksølvrør blev udskiftet.

Det er de samme lyskilder der sidder i hallen i dag, 30 år og adskillige skiftede rør senere. Dyrt og frygtelig besværligt, og nu fuldstændig forældet, naturligvis. Lys og lamper har udviklet sig i en helt ny og ressourcebesparende teknologi, og det er et højt prioriteret ønske at erstatte de eksisterende lamper i hallen med nye og tidssvarende. Men det koster en forfærdelig masse penge...

Cafeteriet

Før hallen blev bygget, havde der i årevis udfoldet sig et livligt og hyggeligt klubliv omkring klubhuset. Huset rummede to omklædningsrum, en stue med et lille køkken/bar-arrangement i hjørnet, og en overdækket terrasse. Her blev mange kampe afsluttet med en kop kaffe eller et glas øl og en Gammel Dansk, mens kampen blev dissekeret og taberne drillet på passende vis. Klubhuset var også rammen om et utal af fester, både planlagte og spontane. I klubhusets allersidste tid var serveringen forpagtet af legendariske Rita og Tage Reimer, som i allerhøjeste grad medvirkede til den gode stemning.
Heldigvis flyttede Rita og Tage med, da klubhuset overgik til udelukkende at have funktion som omklædningsrum og der i stedet blev indrettet et cafeteria på balkonen i hallen. Og der gik ikke lang tid, før cafeteriet skiftede navn til CafeteRita, for Rita var der altid. Enten sad hun med sit strikketøj og fulgte spillet i hallen. Eller også lagde hun øre til, hvis der var et tennisbarn der var blevet ked af det. Eller hun fejede rødt grus af gulvet, selvom hun strengt lod alle forstå, at røde tennissko skulle tages af inden man gik indenfor. Tage var især dygtig til at skænke fadøl og servere det ved bordet. Altid med et lunt smil på læben, og altid leveringsdygtig i en vittighed eller en sjov bemærkning.

Da Tage og Rita efterhånden følte at alderen gjorde at de ikke længere magtede de mange timer i tennisklubben, gled driften af cafeteriet igennem en række forskellige forpagteres hænder, men nogen god forretning blev det aldrig, og til sidst ebbede det helt ud. Så nu findes cafeteriet med alle sine fine faciliteter, men de bruges kun ved særlige lejligheder, og klublivet har fået en anden karakter.

Økonomien

Som udgangspunkt var det blevet besluttet, at hallen måtte koste 11 mio. kr. 8,5 til selve halbyggeriet, resten til de mange nødvendige følgeudgifter. Pengene blev skaffet fra forskellige sider: BRF kredit ydede et lån på 9,6 mio. kr., Danske Bank ydede lån på 800.000 kr., Kulturministeriet bevilgede 75.000 kr. af tipsmidlerne, og de resterende godt 500.000 kr. kom klubben selv med. Byggeriet blev gennemført og overholdt både pris og tid.
I vurderingen af udgifter og indtægter ved hallens fremtidige drift indgik det som nævnt, at man anså et medlemstal på 1100-1200 for muligt, tidens tendens de meget fine forhold taget i betragtning. Det viste sig desværre langtfra at blive tilfældet. Det betød også at hallens belægningsprocent blev væsentlig lavere end forventet, selvom banelejen var lav (dog lidt højere end forudsat ved projektets start): 100 kr. pr. time i dagtimerne, 120 kr. mellem klokken 17 og 22. Den korte historie i den lange er, at hallen faktisk fra dag ét blev en tung økonomisk byrde for tennisklubben og en solid arbejdsopgave for skiftende bestyrelser frem til i dag.
Den formelle konstruktion er, at hallen er det selvejende Slagelse Tenniscenter, ledet af et 3- mands haludvalg, som udlejer banerne til Slagelse Tennisklub. Modsat forventningen skete der det, at tennissporten ikke bare i Slagelse men landet over bevægede sig ned i en bølgedal, som kurven fra DTU så tydeligt viser, og blev udsat for hård konkurrence fra især golfsporten, som oplevede en periode med stigende interesse. Medlemstallet i klubber landet over og også i Slagelse bare faldt og faldt. Med katastrofale regnskabstal til følge. Skiftende bestyrelser har gjort en kæmpeindsats for at rette op på økonomien, og store arrangementer har været afholdt. Blandt flere kan nævnes BASTA CUP, som var en turnering for 2-mands hold. Seks år i træk blev den afholdt og deltagerne var Danmarks bedste tennisspillere, som kunne drage hjem til deres respektive klubber og fortælle om de dejlige forhold de havde spillet under i Slagelse. Men lige meget hjalp det. Hallen har i hele sin levetid balanceret på kanten af den økonomiske afgrund.

Indvielsen

Alt det var der ingen der tænkte på da hallen blev festligt indviet lørdag den 3. november 1990. Bertel Erichsen åbnede festlighederne med en tale, hvor han kunne takke for et veludført byggeri, der var blevet gennemført på rekordtid og til den fastsatte pris. Han fortalte ikke noget om hvilken kæmpe arbejdsindsats det havde krævet, men det vidste de fleste af klubbens medlemmer godt. Borgmesteren talte og sagde blandt andet: ”Jeg synes det er vigtigt, at en by kan tilbyde mange forskellige fritidsaktiviteter. Derfor har vi i årenes løb opbygget en lang række sportsanlæg. Nogle er blevet til på kommunalt initiativ, andre har det private initiativ æren for. Denne hal er et eksempel på det sidste. Jeg er sikker på, at hallen kommer til at betyde en markant udvikling af

tennissporten i Slagelse. Fra i dag er tennis en helårssport.” Og så overrakte han byens gave: en boldmaskine, som klubben længe havde ønsket sig.
Gerner Kajberg fik ordet og fortalte om sine tanker og overvejelser med farverne i hallen.
Og så blev hallen officielt indviet med en opvisningskamp som blev spillet mellem to tidligere danmarksmestre: Kurt Nielsen og Niels Gylstorff. Det blev Kurt Nielsen der vandt kampen, hvilket ikke var uventet, eftersom han også havde en lang karriere i international tennis bag sig – han nåede finalen i herresingle i Wimbledon i 1953 og 1955, desværre uden dog at vinde.

De flere hundrede gæster ved indvielsen forærede et væld af gaver til klubben: pengegaver, et bordtennisbord, en motionscykel, et farvefjernsyn, billeder til væggene, blomster og planter. En dejlig dag var det.


Fremtiden

Nu tegner det positivt. Tennisklubben var dybt nede i en bølgedal og tæt på at falde fuldstændig fra hinanden, indtil den nuværende bestyrelse kom til 2016. Her indtrådte et vendepunkt. Den nye bestyrelse med formand Axel Toft i spidsen hankede op i alt det der i en periode havde fået lov til at sejle. Der kom styr på medlemsregistreringen og kontingentopkrævningen, der blev ryddet op i overflødige udgiftsposter, der blev genskabt en følelse af fælles glæde og fælles ansvar, og nu er der kommet gang i de mange små og store sociale aktiviteter, klubben tidligere har været så rig på. Medlemstallet er stigende, og medlemmerne bruger hallen bedre end længe. Hallen udlejes til en lang række turneringer for børn og unge fra hele landet i DTU’s regi. Omegnsklubber lejer sig ind til egne arrangementer, nogle endda til weekends, hvor de kan gøre brug af køkkenet og af mulighederne for overnatning i stueetagen, hvor der er 30-40 sovepladser fordelt på to rum. Økonomien er stadig anspændt, og det bliver den sikkert ved med at være lang tid endnu, men den store forskel er, at klubbens ledelse i dag har overblik over problemerne og har en plan for hvordan problemerne skal tackles. Og hallen står der og bliver brugt og er beviset på, at i Slagelse er tennis en sport for alle i alle aldre, året rundt.